Arctic Consensus var fra 16.-17. maj på delegationsrejse i København, som en del af en større delegation arrangeret af Arctic Business Network.

Under delegationsrejsen i København besøgte Lise-Lotte Terp, Matilde Kjær Christiansen og Gitte Mitzi Hansen fra Arctic Consensus blandt andet Nordatlantens Brygge, samt Færøernes Repræsentation og Grønlands Repræsentation. I løbet af det tætpakkede program nåede delegationen også at besøge udenrigsministeriet, der orienterede om den stigende interesse for det arktiske område.

Ved den færøske repræsentation hørte delegationen om erhvervssamarbejdet mellem Færøerne og Danmark. Ved Grønlands Repræsentation var der møde med repræsentationschef Lida Skifte Lennert, der fortalte om repræsentationens rolle i forhold til at yde service til Nalaakkersuisut, Inatsisartut, centraladministrationen, Selvstyrets virksomheder og kommunerne.

Arctic Consensus besøgte desuden Grønlands Rejsebureau i København. Adm. direktør Peter Baastrup orienterede omkring Grønlands Rejsebureaus strategi, hvor der arbejdes med to spor: erhvervsrejser – som p.t. er det største – og turismerejser. Grønlands Rejsebureau har kontorer i Købehavn, Nuuk, Ilulissat, Sisimiut og Qaqortoq, og bureauet har de sidste fem år oplevet fremgang i både omsætning og antal af medarbejdere.

Der blev også tid til at holde møde med Generalkonsul Niels Tanderup Kristensen fra den Danske Ambassade i Toronto. Han orienterede om Canada som et politisk stabilt land, der har stor fokus på miljø, ligestilling og modtagelse af indvandrere.

Delegationen var sidst på turen på besøg hos Grønlandsudvalget i Folketinget. Blandt repræsentanterne fra udvalget var Claus Kvist Hansen (DF), Henrik Brodersen (DF), Karin Gaardsted (S), Lisbeth Poulsen (SF) og Aaja Chemnitz Larsen (IA) som fungerende formand. Et meget interessant møde, hvor meget højaktuelle emner som servicekontrakterne, besejlingen samt beflyvningen blev drøftet. Grønlandsudvalgets repræsentanter var blandt andet meget interesserede i Arctic Consensus’ arbejde med.

Læs mere om udenrigspolitiske emner på Arctic Business Network her.