Fernisering – Grønlandske Dage

Kom og vær med til fernisering af grønlandske-nordjyske kunstværker d. 26 august kl. 14.30 i Musikkens Hus.

I forbindelse med Grønlandske Dage i Aalborg 2017, er to kunstnere inviteret til at skabe to værker hver, som sælges til interesserede. Værkerne udstilles i Musikkens Hus i Aalborg ved fernisering d. 26 august kl. 14.30.

Ved ferniseringen er der tale ved borgmester Asii Chemnitz Narup, Kommuneqarfik Sermersooq, samt musikalske indslag af Nina Kreutzmann Jørgensen og Frederik Elsner “F”.
Alle er velkomne til at deltage, og se de flotte værker og nyde underholdningen.

Ferniseringen udspringer af det tværkulturelle møde og tætte samarbejde mellem grønlandske Aka Høegh og danske Peter Max-Jakobsen, som sammen med trykkeren Niels Peitersen, hver har skabt to kunstværker.

Kunstnerne beretter om et både spændende, unikt og succesfuldt samarbejde, hvor de i mødet med hinanden, og under skabelsen af værkerne, er blevet positivt inspireret af hinandens arbejde og processer. Aka Høegh fortæller følgende om Peter Max-Jakobsen:

”Hans værker er spændende og nøgne, hans måde er enkel, og jeg er blevet inspireret af hans liv i kunsten. Han er en meget fin og ung kunstner”

Peter Max-Jacobsens fremhæver ligeledes, at han både har fået et vellykket, inspirerende og positivt udbytte igennem mødet med den grønlandske kunstner:

”Hun er en voksen dame med lang livserfaring. (…) Aka taler et kunstnerisk sprog, som kan tales udenfor Grønland. Hun er international, da verden også forstår sig på hendes kunst. Det er vigtigt i et projekt som dette, hvor det handler om et møde mellem to kunstnere”

Inden ferniseringen er der ude foran Musikkens Hus forskellige opvisninger, bl.a. med Inuit Games, hvor alle er meget velkomne til at komme og se de dygtige performere.