Direktør for Arctic Consensus Lise-Lotte Terp og Ph.D.-studerende Verena Huppert deltog sidste uge i det årlige event i Bruxelles, European Week of Regions and Cities, hvor der blandt andet blev holdt oplæg om bæredygtig udvikling i Arktis.

I løbet af den regionale udviklingskonference deltog repræsentanterne fra Arctic Consensus i et seminar med fokus på EU’s input i forhold til at sikre bæredygtig udvikling i Arktis. Arctic Consensus har været medarrangør af tirsdagens seminar, der havde titlen “Sustainable development in the Arctic region to the benefit of all of Europe”. På programmet var oplæg og paneldebat med deltagere fra det “Europæiske Arktis”, repræsenteret af Skotland, Finland, Sverige, Norge, foruden Arctic Consensus, der repræsenterede Region Nordjylland.

I løbet af seminaret bidrog Lise-Lotte Terp med sit indspark i paneldebatten, og fik givet sit budskab om bæredygtig udvikling videre til tilhørerne. Direktøren for Arctic Consensus udtalte blandt andet i debatten:

“Det lokale perspektiv bør altid gå forrest i forhold til bæredygtig udvikling i Arktis. Forudgående forskning og respekt for de arktiske kulturer bidrager til bedre projekter, og resultaterne kan bedre leve videre til de kommende generationer.”

Hjemvendt fra Bruxelles udtaler Lise-Lotte Terp om seminaret:

“Det var en stor oplevelse at høre de øvrige deltageres syn på den udvikling, der foregår i disse år i Arktis. Deres input er noget, vi kan bruge fremover i vores arbejde med regional udvikling og i samarbejdet med Grønland og det arktiske område.”

Seminaret lagde også vægt på, at EU i stigende grad beskæftiger sig med at bidrage til den bæredygtige udvikling i Arktis og det strategiske samarbejde i de Nordatlantiske og Nordiske områder. Et overordnet fokus var desuden på forskning inden for dette felt, og hvilken retning EU og det Europæiske Arktis skal gå i forhold til udviklingen inden for smart specialisation, innovation og kompetenceopbygning.

Til seminaret var samlet over 120 forskere, beslutningstagere, erhvervsfolk samt andre interesserede, og undervejs i seminaret var der også gjort plads til spørgsmål fra tilskuerne. Seminaret blev afsluttet med en Arctic Award 2018 ceremoni.

Du kan læse mere om seminaret på North Sweden European Office’s hjemmeside her, samt om hele konferencen på EWRC’s hjemmeside.

Man kan desuden se billeder fra sessionen på Twitter ved at søge på hash-tagget #SustainableArctic og #EURegionsWeek