Nordisk-arktisk rehabiliteringsprojekt mellem Aalborg, Torshavn og Nuuk
Tre kommuner i Danmark, Færøerne og Grønland har indgået et samarbejde om et “Nordisk-arktisk rehabiliteringsnetværk”.
Aalborg Kommune, Tórshavnar Kommuna og Kommuneqarfik Sermersooq er blevet enige om at samarbejde inden for rehabilitering i en tre-årig projektperiode. Arctic Consensus er projektleder, og direktør Lise-Lotte Terp udtaler om samarbejdet:
”Det er en fornøjelse og ære at arbejde med så dedikerede ressourcer til gavn for den fremtidige indsats indenfor nordisk-arktisk rehabilitering. Vi skaber et vigtigt fundament som det fremtidige samarbejde kan bygge videre på.
Tak til alle som bidrager fra de tre kommuner og til Nordisk Ministerråd for at bidrage økonomisk til at dette lader sig gøre.”
Projektet bygger på et fælles mål om, at flere borgere opnår så høj livskvalitet, som muligt. Konkret kan det betyde, at en borger, der modtager hjemmehjælp kan få hjælp til at blive mere selvstændig i hverdagen, og måske helt kan undvære hjemmepleje.
Projektet skal ses i lyset af, at alle tre lande de kommende år vil opleve store demografiske udfordringer i takt med, at befolkningen bliver ældre og man er blevet bedre til at behandle kroniske sygdomme, hvilket gør behovet for hjælp fra det offentlige til ældre større.
Rehabilitering forstås i projektbeskrivelsen som “en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem borger, pårørende og fagfolk”. En del af formålet med samarbejdet er at øge selvstændighed, selvhjulpenhed og livskvalitet for den enkelte borger. En anden del er at vidensdele erfaringer inden for rehabiliteringsmetoder på tværs af de tre nordiske lande, samt profilere det nordiske samarbejde.
I forbindelse med projektet rejser direktør for Arctic Consensus, Lise-Lotte Terp og projektkoordinator Ann-Brit Johansen til Torshavn 18.-22. november. I alt er 27 deltagere med fra Aalborg Kommune, Torshavn Kommune, Kommuneqarfik Sermersooq og Arctic Consensus. Foruden etableringen af et nordisk-arktisk rehabiliteringsnetværk består programmet blandt andet af seminar og workshops om rehabilitering i Arktis/Norden, institutionsbesøg og styregruppemøder før og efter.
Etablering af Nordisk-arktisk Rehabiliteringsnetværk er støttet af Nordregio, Nordisk Ministerråd.