Der blev udvist stort interesse for Verena Hupperts oplæg om hjerneflugt d. 23. august. Oplægget baserede sig på resultaterne fra hendes nyligt udarbejdede speciale, som havde fokus på fastholdelse af højtuddannet arbejdskraft i Nuuk.
Verena Huppert, der udover at være specialeskrivende ved Aalborg Universitet også er studentermedhjælper hos Arctic Consensus, præsenterede sine resultater i Det Arktiske Hus i det centrale Aalborg. Præsentationen blev streamet på internettet med deltagende fra både Grønland og Danmark, og efterfølgende fulgte en livlig debat med udgangspunkt i det spændende og informerende oplæg.
”Gennem udarbejdelsen af specialet er det gået op for mig, at der findes så enormt mange aspekter af dette emne. Jeg føler, at jeg er kommet under overfladen, men at der ligger en masse uudforskede områder, som kunne være interessante at udbyde i en ph.d.” – Verena Huppert
Specialet undersøger, hvordan hjerneflugt fra Nuuk kan mindskes gennem langsigtede tiltag. Verena sammenligner i specialet Nuuks udfordringer med lignende problemstillinger i Charlottetown i Canada. Med denne sammenligning identificeres de tiltag, som Nuuk kan drage fordel af ved at implementere. Her peger Verena blandt andet på et specielt oprettet departement i Charlottetown, hvis indsats netop er at udarbejde tiltag for at fastholde arbejdskraft i byen. Arctic Consensus har været rigtig glade for samarbejdet med Verena, og udtrykte en tak til hende og hendes villighed til at dele ud af sin nye viden på området.
Hele præsentationen af oplægget og debatten fra d. 23. august kan genses her.